Tivolis Venner
Etableringen af Tivolis Venner.
Tivolis Venner er et forum af bygnings- og bykulturinteresserede, der i efteråret 2006 etablerede sig med det særlige formål at afværge, at Tivolis planer om et højhushotel på Rådhuspladsen realiseredes.
Højhuset var planlagt til delvist at skulle opføres på H.C. Andersen-slottets areal. Der var tale om et cylindrisk højhus på 102 meter, med ejerboliger, samt en massiv hoteldel, der strakte sig et godt stykke ind i haven. Højhuset ville have fremstået større og mere massivt end Rådhustårnet! Vores modstand over for projektet var derfor rettet mod såvel konsekvenserne for Rådhuspladsen og Rådhuset samt ikke mindst for Tivoli selv, hvor både Tivolislottet og det gamle Konditori skulle nedrives.
Selvom det lykkedes at få politikerne til at afvise det planlagte højhusprojekt, valgte Tivolis Venner efterfølgende at fortsætte arbejdet med at forsvare den gamle have mod overgreb.
Vi har således været med til at få stoppet Tivolikanten, et fireetagers byggeri langs Bernstorffsgade og Vesterbrogade. Byggeriet skulle indeholde et hotel, kontorer og et indkøbscenter og ville have ødelagt cirka halvdelen af Smøgen. Projektet blev taget af tegnebordet og reduceret til Tivolihjørnet, der er cirka halvt så stort som Tivolikanten. Smøgen blev reddet, men et hyggehjørne forsvinder.
Ganske vist er Tivoli en privat forretning, i egenskab af aktieselskab, men Tivoli er unægtelig også et væsentligt stykke danmarkshistorie, hvorfor Tivolis ledelse bør tænke sig godt om, forinden nye større tiltag iværksættes. Da dette imidlertid talrige gange efterfølgende har vist sig langtfra altid at være tilfældet, består Tivolis Venner stadig.
Tivolis Venner mener, at Tivoli skal videreudvikles i respekt for havens karakter, traditioner og ånd.
Tivolis identitet er truet.
Tivolis Venner mener, at det efterhånden står klart, at en kombination af luksus- og populærkulturen fra den omgivende verden, er skyllet ind over Tivoli og har gjort forlystelseshaven til et måske nok mere eksklusivt, men samtidig fuldstændig ordinært sted, der i bund og grund ikke tilbyder andet, end hvad man kan finde i en hvilken som helst forlystelsespark.
Særligt Tivolis aktuelle byggeprojekt Tivolihjørnet, vil når det er færdigt, medvirke til, at haven fremstår gennemdesignet med café- og shoppingkultur, og med blodfattige verdensomspændende butiks- og restaurationskæder. Mystikken og trylleriet vil dermed endnu en gang være reduceret i en væsentlig del af haven.
Tivolis Venner mener, at Tivoli for alt i verden skal bevare sin karakter af leg, naivisme, charme, originalitet og ikke mindst mangfoldighed.
Haven som centrum.
Tivolis ledelse synes at anse Tivolimatriklen som en indlysende genstand for grundspekulation med nye bygninger, der ikke respekterer træerne som retningsgivende for havens proportioner, og med et indhold som tilsidesætter Tivolis servitutbestemte formålsbeskrivelse. Denne holdning kan kun betragtes som foragt over for venner af Tivoli verden over.
Tivolis Venner mener, at Tivoli bør udvikles i overensstemmelse med de traditionelle skalaforhold - ikke mindst af hensyn til selve havedelen, som frem for noget tegner Tivoli i publikums bevidsthed.
Tivoli som kulturinstitution.
Tivoli erhvervede grunden til en særdeles fordelagtig pris, da Københavns Kommune solgte den i 1992 - men ikke for at aktionærerne skulle høste en fed fortjeneste på bekostning af Tivolis egenart. Den fordelagtige pris var naturligvis udtryk for Tivolis særlige status som kulturinstitution og nationalklenodie. Denne logik er tilsyneladende Tivolis ledelse helt fremmed.
Tivolis Venner mener, at Tivolis ledelse i højere grad skal tage hensyn til Tivoli som kulturinstitution og nationalklenodie.
Tivolis Venners Interesse.
Medlemmerne af Tivolis Venner deltager i den offentlige debat, skriver indsigelser, og benytter sig i det hele taget af muligheden for at komme til orde i de trykte og elektroniske medier.
Tivolis ledelse har efter alt at dømme rigtig mange planer for havens fremtid, og vi har grund til at tro, at disse planer er helt i tråd med det hensynsløse højhusprojekt på Rådhuspladsen.
Tivolis Venner mener, at Tivoli stadig skal udvikle sig, men Tivolis grundlægger Georg Carstensens eget udsagn om, at Tivoli aldrig bliver færdig, skal ikke, som hidtil, misbruges af havens ledelse til at legitimere, hvad som helst i fremskridtets og fornyelsens hellige navn. Tivolis Venner håber, at ledelsen snart ser skriften på væggen og ændrer kurs, og at Københavns Kommune snart lever op til sit ansvar - i så fald vil Tivolis Venner med glæde se sin rolle udspillet.
---
Kontakt til foreningens talsmand.
Holger Hagelberg - M: 21 61 23 23 - E: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.